lørdag 4. september 2010, 0:37

Leder

April 2010

I min gymnasietid var den største forskel på gymnasierne i Århus, at eleverne på Katedralskolen kunne blive gammelsproglige, mens vi var samfundssproglige på Marselisborg. Nogen egentlig konkurrence mellem gymnasierne var der dog langt fra tale om.Dengang var en gymnasieuddannelse en gymnasieuddannelse, uanset hvor man blev student.

Helt anderledes ser det ud i dag, hvor selvstyre, taxameterordning og samfundsudviklingen som sådan tvinger det enkelte gymnasium til at skærpe profilen og skille sig ud fra mængden. I dag er kommunikation og branding derfor en af de vigtigste ledelsesopgaver på ungdomsuddannelserne.

Ulla Krag Jespersen, redaktør af magasinet Systimes

Ulla Krag Jespersen, redaktør af magasinet Systimes

Går man tendensen nærmere efter i sømmene, er der reelt tale om to brandingbølger. Den første bølge består af gymnasier, der slår sig op på specialiserede studieretninger. Det kan være idræt, innovation og internationalt samarbejde. Denne bølge har eksisteret i nogle år og er stadig stærk.

Den næste bølge er først for alvor ved at rulle sig ud nu. Det er bølgen af gymnasier med tydelige digitale profiler. Og dem bliver der flere og flere af. I dette nummer af Systimes kan du læse om en hhx-klasse på IBC i Kolding, som har fået udleveret iPhones i et forsøg på at udvikle undervisningen. Mobilen skal bruges i alle fag. Vi følger også op på de erfaringer, nogle af forsøgsskolerne for it-eksamen har gjort sig med at integrere nettet i den daglige undervisning. Og endelig orienterer vi om Statsgymnasiet i Århus, som efter sommerferien starter landets første papirløse klasse.

Ved siden af disse eksempler kommer en række spændende forsknings- og udviklingsprojekter iværksat af Undervisningsministeriet om it-anvendelse i de gymnasiale uddannelser.

I disse måneder sveder rigtig mange rektorer ved tanken om at komme for sent til det eksprestog af it-baserede eksperimenter, der buldrer gennem landet, og der er næppe nogen tvivl om, at kampen om de unge skal vindes på itområdet. Fremtidens brandingstrategi kommer til at stå i informationsteknologiens tegn.

Hilsen

Ulla Krag Jespersen
Ansv. redaktion af Systimes

Skriv en kommentar