søndag 1. august 2010, 8:19

En it-vejleder på hvert gymnasium

Emner: ,
Skrevet af Marie Duedahl 23. oktober 2009, 9:45
Vurder artiklen: Stem nedStem op (+5)
Loading ... Loading ...
Skrevet under emnet Faglig udvikling og har 1 Kommentar

Steen Toft Jørgensen på klassen i færd med at gennemgå sin matematikklasses hjemmeopgaver.

Steen Toft Jørgensen på klassen i færd med at gennemgå sin matematikklasses hjemmeopgaver.

Skoleledelserne bør gøres ansvarlige for, at underviserne bliver coachet i at bruge de forskellige it-værktøjer pædagogisk, mener Steen Toft Jørgensen, formand for Datalærerforeningen for Gymnasiet og HF.

De fleste lærere har problemer med at bruge it pædagogisk. Og det er ikke blevet bedre med den nye pædagogikumreform, der har fjernet it-kurserne. Det mener Steen Toft Jørgensen, gymnasielærer på Helsingør Gymnasium og formand for Datalærerforeningen for Gymnasiet og HF.

Han er stærkt utilfreds med, at der nu mangler to gange 50 timers undervisning i it på pædagogikum:

“Nu er det op til den enkelte skoles ledelse at sætte kandidaterne ind i brugen af it-teknologien, og det sker ikke, er min erfaring. Det er fint nok, at it-værktøjerne skal bruges af kandidaterne i det teoretiske pædagogikum, men hvem skal lære dem det? Universiteterne lærer dem det i hvert fald ikke.”

Steen Toft Jørgensen mener, at skolerne skal gøres konkret ansvarlige for at sætte de kommende gymnasielærere ind i skolens lokale it-værktøjer og – ikke mindst – coache kandidaterne i at bruge værktøjerne pædagogisk. Den opgave kan løses ved at ansætte lokale it-vejledere, som også kan bruges til at hjælpe de uddannede gymnasielærere, der ikke føler, de ved nok om at bruge it i undervisningen.

Datalærerforeningen har tidligere selv taget initiativ til at rekruttere datavejledere, men de er ved at forsvinde ud af systemet nu primært på grund af alder, men også fordi skoleledelserne ikke forstår nødvendigheden af at have it-vejledere ansat.

Lederne ved for lidt om it

“Det er ledelsens ansvar at få it ind i undervisningen, men de ved ikke nok om it, for de bruger tid på alt muligt andet på grund af gymnasiereform, selveje og så videre. Der er ikke nogen pædagogisk it-vejledning på ret mange gymnasier i dag, heller ikke på mit egen. Mange skoler udliciterer vedligeholdelsen af it-netværket, og bare det kører, er ledelsen tilfreds. De tror, at det er nok at give lærerne bærbare computere, men det rykker ikke, hvis du ikke også rykker menneskene. Det er her, den største opgave ligger for skoleledelserne.”

For at sætte gang i den pædagogiske brug af it i gymnasiet skal der også økonomisk støtte fra politisk hold til, mener Steen Toft Jørgensen, der selv forgæves har søgt støtte til et it-projekt i gymnasiet.

“I 2012 bliver der sandsynligvis internetadgang og mulighed for brug af forskellige digitale værktøjer ved eksamen i mange fag, og så er det et problem, hvis lærerne ikke har gjort eleverne klar til det. Det hjælper ikke, at det er indskrevet i læreplanen, at it skal bruges i alle fag, hvis det ikke bliver testet ved eksamen. Kravet er alt for nemt at opfylde ellers. Jeg vil vurdere, at hovedparten af lærerne har et problem, så ledelsen bør have en bevidst strategi om at integrere it i undervisningen, ellers fortsætter lærerne bare med at gøre, som de altid har gjort.”

Stil krav

Steen Toft Sørensen stod for den it-forsøgsklasse, som gennem to år kørte på Helsingør Gymnasium 2007-2009, men som nu er afviklet – til Steen Toft Jørgensens store ærgrelse. Han bruger dog stadig mange forskellige it-værktøjer i sin daglige undervisning i matematik, fysik og datalogi.

“Ved at bruge de digitale værktøjer udnytter jeg tiden meget bedre end med kridt og tavle. For eksempel får jeg tid til at gennemgå flere forskellige måder at løse opgaverne på. Det øger servicen og forhåbentlig indlæringen. Men det kræver naturligvis, at man som lærer bruger tid på først at sætte sig ind i de nye programmer og dernæst undervise eleverne i dem, ligesom ens tidligere materiale jo også skal køres ind i de nye programmer. Man skal som lærer også være utrolig bevidst om at turde stille krav til eleverne om, at de skal bruge de nye medier.”

Steen Toft Jørgensens råd til de kolleger, der er bange for at miste autoritet, fordi flere af eleverne er dygtigere til it end dem selv, lyder: Vær ærlig omkring det.

“Da vi skulle i gang med at bruge Mable i matematiktimerne, sagde jeg åbent til eleverne, at jeg ikke selv kendte programmet, men lad os komme i gang! Mange lærere føler, at de skal have hele manualen gennemgået, inden de tør gå i gang med noget nyt, men det er hæmmende for kreativiteten. Se bare på eleverne. De læser aldrig manualer. De kaster sig over det, kigger i menuerne og højreklikker. De tager ansvar for egen læring. Eleverne er jo suveræne til at bruge computeren, og det er vores opgave at lære dem at bruge den til andet end underholdning.”

Udskriv denne artikel Udskriv denne artikel

1 Kommentar

  1. Ak ja!
    Du skriver: Eleverne er jo suveræne til at bruge computeren, og det er vores opgave at lære dem at bruge den til andet end underholdning…
    Jeg mener, den bør uddybes: de fleste bruger den – men nogle gør ikke – og så har vi også i elevgruppen et tydeligt A og F-hold.
    Underholdningsvinklen er god – det er vejen ind til PC’en – og vejen videre til den mere spændende brug skal så selvfølgelig vises af læreren – hvor for mange så ikke kan få kolellegial hjælp af en ikke-eksisterende “blød” (pædagogisk fikseret!) datavejleder.
    I denne overgangstid, hvor PC’en stadig er det digitale hovedværktøj, er det katastrofalt at tabe unge kolleger pædagogisk på gulvet og efterlade dem i den fortid, vi gamle håber, vi har overskud til at lægge bag os!

Skriv en kommentar